South-South Development Cooperation and Soft Power. The case of Brazil's foreign policy and technical cooperation

摘要

Formålet med afhandlingen er at bidrage til videreudvikling af forskningen omkring syd-syd udviklingssamarbejde og forståelsen af de sydlige landes ambitioner i dette samarbejde ved at undersøge anvendelsen af såkaldt ’blød magt’ i landenes udviklingsprojekter. Afhandlingen afdækker de underliggende bevæggrunde for Brasiliens deltagelse i syd-syd udviklingssamarbejde samt hvordan Brasiliens ambitioner i dette samarbejde influerer på den foretrukne model for landets syd-syd-udviklingssamarbejde, kaldet teknisk samarbejde. På baggrund af en generel mangel på tilbundsgående analyser af syd-syd samarbejde, foretages der i afhandlingens første artikel en detaljeret redegørelse af udformningen og principperne bag syd-syd-samarbejde og dennes hovedinstrument: syd-syd-udviklingssamarbejde. Både i multilaterale donor institutioner og nationale udviklingsorganisationer diskuteres det i øjeblikket på højeste niveau hvorvidt et større fokus i planlægningsarbejdet skal lægges på syd-syd samarbejde. Behovet for en hurtig løsning af klimaændringsproblemerne og de seneste års omfattende globale økonomiske forandringer har fremskyndet debatten om syd-syd samarbejde. Udviklingen af selve begrebet syd-syd samarbejde udsprang af en anti-koloniserings bevægelse, der opstod i en række udviklingslande i 1950’erne, som argumenterede for at finde nye modeller for international udviklingsstøtte udover den klassiske nord-syd samarbejdsmodel. Dette affødte fremkomsten af en række nye tilgange som blev foreslået af udviklingslandene, herunder indførslen af nye principper for udviklingsstøtten, såsom horisontalitet, efterspørgselsdrevet og gensidig støtte. Ved at bygge på disse principper omkring syd-syd samarbejde var Brasilien i stand til at fremkalde et positivt billede udadtil og syd-syd udviklingssamarbejde var ét af instrumenterne i udenrigspolitikken, der blev anvendt for at opnå denne profilering. Et lands profilering relaterer sig til Joseph Nyes teori, der er fremsat indenfor litteraturen omkring internationale relationer kaldet ’blød magtanvendelse’, som argumenter for, at et land kan opnå eller bibeholde politisk magt ved at profilere sig positivt overfor andre lande og derved opnå deres støtte og opbakning. Der er dog indenfor denne litteratur en general mangel på empiriske studier omkring resultaterne af et lands anvendte blød magt strategi både i forhold til afsenderne og modtagerne. I afhandlingens anden og tredje artikel gennemføres en empirisk undersøgelse af magtanvendelse i syd-syd udviklingssamarbejde, der lægger vægt både på afsenderne og modtagerne. I den anden artikel påvises det, hvordan den brasilianske regering under Præsident Lula (2003-2011) påvirker nationale udviklingsorganer til at profilere landet positivt, hvilket illustrerer hvordan en stat kan udføre blød magtanvendelse. Den tredje artikel behandler hvordan de anvendte principper i Brasiliens syd-syd samarbejde bidrager til at opnå en positiv profilering i modtagerlandene, hvilket giver empirisk støtte til idéen om, at blød magtopnåelse er afhængigt af image og opfattelse.