Efter anden verdenskrigs slutning i 1945 blev Josip Broz Tito leder af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien frem til 1980, hvor han døde og efterlod et styre, i et multietnisk samfund med meget store skel mellem de etniske grupper. Under den kolde krig var halvdelen af Balkanregionen et sub-complex under det russiske regional security complex (RSC). Situationen for Jugoslavien var anderledes, fordi landet var en buffer-stat mellem Øst og Vest. Kort efter Titos død kom Slobodan Milosevic til magten i 1987 og ændrede den politiske dagsorden ved at føre en serbisk nationalistisk politik, hvilket betød at Kosovo-provinsen fik frataget sit selvstyre i 1989. Op igennem 1990’erne forsøgte Milosevic at opbygge et stor Serbien igennem krige og etniske konflikter, hvilket førte til en destabilisering af Balkanregionen. Milosevics intention var at gøre Balkan regionen til et selvstændigt RSC. Efter Dayton-fredsaftalen i 1995, men især efter NATO interventionen i Kosovo 1999 blev Balkanregionen på grund af NATO og FN’s fredsbevarende styrker og EU-Europas stærke eksterne påvirkning tvunget tilbage til sub-complex statur. USA og Ruslands rolle i Balkankonflikten er interessant på grund af regionens geografiske placering, men i lige så høj grad på grund af den historiske udvikling, hvor Balkanregionen tidligere (den kolde krig) og til dels i dag har betydning for ændringerne i international politik som i IP disciplinen. Fokus ligger på perioden 1991 til 1999, hvor interstatslige-, mellemstatslige-, mellemregionale- og globale forhold havde stor betydning for de sikkerhedspolitiske ændringerne, der foregik i Balkanregionen.
展开▼
